Gå til hovedindhold

Hvilke børn og unge kommer i støtte- eller plejefamilie

Børn og unge kan af forskellige årsager vokse op i miljøer, hvor der er bekymring for barnets udvikling og trivsel, der medfører at kommunen beslutter, at børnene skal anbringes i fuldtidspleje eller tilbydes støttefamilie uden for hjemmet. 

Indhold

    Ofte har disse børn levet under meget belastende vilkår og kan have været udsat for omsorgssvigt i deres opvækst. Årsagerne kan være mange og kan blandt andet omfatte sociale problemer, misbrug, fysisk eller psykisk sygdom hos forældrene, eller manglende evne til at varetage forældrerollen. Børn med fysiske og/eller psykiske funktionsnedsættelser kan ligeledes have behov for anbringelse i familiepleje.

    De belastninger, børnene har været udsat for, kan komme til udtryk gennem sociale udfordringer, selvskadende adfærd, opmærksomhedssøgende adfærd eller udviklingsforstyrrelser.

    Ved valg af anbringelsessted lægges der vægt på, at familien kan tilbyde barnet et trygt og omsorgsfuldt miljø med nære og stabile voksenrelationer. Målet er, at børn anbragt uden for hjemmet får samme muligheder for personlig udvikling, sundhed og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende, samt oplever kontinuitet og stabil voksenkontakt i deres opvækst.