Gå til hovedindhold

Børne- ungerådgiver i Dagtilbuddet

Her på siden kan du læse om Dagtilbuddet, vores målgruppe og de ydelser vi tilbyder. Du får også et indblik i vores pædagogiske metoder, behandlingsforløb og samarbejdet med skole og daginstitution – alt sammen med fokus på et tæt og tillidsfuldt samarbejde med børne- og ungerådgiverne.

Baggrund for Dagtilbuddet

Dagtilbuddet i Hedensted blev oprettet i januar 2015. Dagtilbuddet er en forebyggende og kompenserende indsats med fokus på hele familien. Der er planlagt daglige behandlingsaktiviteter for børnene i Dagtilbuddet.

 

Dagtilbuddet startede op 1. januar 2015 på Nymarksvej 1 i 8722 Hedensted efter godkendelse i Hedensted Kommunes politiske udvalg. Der er tilknyttet 1 afdelingsleder, 6 medarbejdere og 1 studerende.

 

Tilbuddet er oprettet efter Barnets lov § 32, stk. 1-3, støttende indsatser. 

Spisestuen i Dagtilbuddet

Formål

Dagtilbuddet er et længerevarende forløb, der yder en kompenserende indsats i familien, der over tid kan medvirke til ændringer i familien, som gør, at barnet kan forblive i hjemmet og familien således forblive samlet. Der er, i indsatsen, fokus på at støtte, træne og rådgive forældre.

 

Det er en socialpædagogisk indsats, hvor der arbejdes hen imod at fastholde og udbygge børnenes nære familie- og netværksmæssige relationer, samt arbejde med børnenes individuelle udfordringer. Behandlingstilbuddet arbejder på at skabe adgang til nye netværk, ressourcer og muligheder.

 

Dagtilbuddet skal være en stabil faktor i børnenes liv.

Målgruppe

Målgruppen er udsatte børn og unge i alderen fra 5 år og opefter ved henvisning samt deres forældre. 
Ved udsatte børn og unge forstår vi børn, der oftest er vokset op med forskellig former for svigt og som følge heraf i og/ eller uden for hjemmet har adfærd, der kan vise tegn på mistrivsel. 


Dagtilbuddet er målrettet børn og familier, hvor det skønnes, at der er potentiale i familien til at arbejde med børnenes ressourcer og kompetencer, samt udvikling af forældrene i deres forældrerolle.
Forældrene er indstillede på at samarbejde og være en aktiv del af indsatsen i Dagtilbuddet.

Behandlingsforløb

Behandlingsforløbet for det enkelte barn/ung tager udgangspunkt i Bakkevejs Udviklingshjul. Dele af modellen/hjulet er baseret på metoden ’Procesbaseret dokumentation v/ Tina Andersen'.

 

Formålet med modellen er bl.a. at kvalificere og styrke den systematiske dokumentation, det pædagogiske målsætnings- og evalueringsarbejde samt kvalificere opfølgningsrapporterne i ICS-perspektiv.

 

At vi arbejder metodisk med procesbaseret dokumentation betyder, at der nedsættes et team omkring et barn/ung. Med udgangspunkt i barnets plan formulerer teamet tre udviklingsmål, som er styrende for den pædagogiske indsats. Hver 12. uge evaluerer teamet på barnets udviklingsmål og barnet inddrages i samtalen omkring dets egen udvikling. 

 

Igennem den systematik, som kendetegner procesbaseret dokumentation, opnår vi en tydelig sammenhæng imellem barnets plan, formålsbeskrivelse, indsats og udvikling.

Visitering til Dagtilbuddet

Leder af Dagtilbuddet giver besked til myndighedsleder samt de tre teamledere, når der er udsigt til en ledig plads i Dagtilbuddet.


Intern drøftelse og socialfaglig vurdering

De tre teamledere afklarer, hvilke sager der kan være relevante til Dagtilbuddet.


Sagerne drøftes på teamledermøde, hvor lederne sammen laver en socialfaglig vurdering af, hvilket barn/familie der skal tilbydes en plads.


Konkret matchvurdering

Når et konkret barn visiteres til Dagtilbuddet, skal følgende fremsendes forinden:

  • En opdateret BFU (Børnefaglig Undersøgelse).
  • Barnets Plan/Ungeplan.


Disse dokumenter fremsendes til leder af Bakkevej, samt afdelingsleder for Dagtilbuddet. De to ledere foretager derefter en konkret matchvurdering.


Afgørelse og opstart

Afdelingslederen giver besked til børne- og ungerådgiver og teamleder om, hvorvidt der er et match. Ved et positivt match aftales der omgående opstartsmøde med familien.

Pædagogik - metoder og tilgange

I Dagtilbuddet er vores kerneopgave, at vi sammen skal skabe bevægelse, så børnene og de unge i Dagtilbuddet kommer i trivsel og udvikling. 

 

Vi arbejder primært ud fra følgende metoder og tilgange:

  • Den narrative tilgang, herunder eksternaliserende samtaler, bevidning og livstræ
  • Den neuropædagogiske tilgang
  • Den relationspædagogiske tilgang
  • Den systemiske tilgang 
  • Den mentaliserende tilgang
  • Pædagogisk massage
  • NADA
  • Theraplay
  • Sandplay


Personalet i Dagtilbuddet, har alle en socialfaglig uddannelse og er løbende på fælles efteruddannelse. Vi holder os opdaterede inden for dag- og døgnanbringelsesområdet bl.a. gennem vores medlemskab af FADD (Foreningen af døgn– og dagtilbud for udsatte børn og unge) m.m.  


Udover den faglige udvikling af medarbejderne, lægger vi også stor vægt på den personlige udvikling. Medarbejderne skal være i stand til at reflektere over egen pædagogisk praksis, og vi har derfor gennem vores uddannelsesforløb og supervision fokus på os selv, for at blive bevidst om den enkeltes måde at handle på.

 

Vi tror på, at det er vores tilgang til barnet/den unge, der skaber udviklingen og forandringen. Vores pædagogiske terapeutiske konsulent deltager i afdelingernes personalemøder, hvor vi løbende har børn og unge på behandlings konference. 

Har du spørgsmål?

Er du altid velkommen til at kontakte os på:

Tlf. 79 91 83 50 eller

Mail: Bakkevej@hedensted.dk